2021-01-23 00:00
Nytårsbrev
Kære Blixendamer
Vi håber, at I alle er kommet godt ind i – og startet godt op på det nye år.
Det ser ud til, at der kommer til at gå lidt mere tid inden vi kan ses igen, da vi endnu ikke har fået nyt mødelokale og regeringen har forlænget coronarestriktionerne.
Derfor har vi besluttet at udsætte opkrævning af medlemskontingentet til et senere tidspunkt når vi ved mere om, hvornår vi atter kan se hinandens glade smilende øjne.
Vi er heldigvis på vej mod lysere tider på flere måder.
Vaccinen er kommet til Danmark, og vi kan se frem til det lille prik og muligheden for atter at kunne mødes.
Det bliver så dejligt når Danmark kommer ud af Coronagrebet.
Det bliver dejligt og herligt er det!
Lyset kommer væltende ind sammen med foråret.
Dagen er nu forlænget med 1 time og 6 minutter og øges med en ½ timer hver uge. Nu går det stærkt.
Lyset gør noget godt ved os, vores humør og energi.
Tænk, nogle steder i Danmark titter vintergækker og erantis op af jorden.
Vi kan glæde os til snart at komme ud i haver og på altaner.
Jeg kan som sædvanlig ikke vente og har pyntet lidt op ved min hoveddør.
Det gør mig så glad. Der skal så lidt til og vi bliver så lette om hjertet.
Mange gør tiden sur og trist ved kun at focusere på det vi ikke kan og må lige nu.
Det kan da også være lidt svært, men det går snart over og så kan vi jo lige så godt vælge at leve i nuet med et smil og tænke over alle de ting vi trods alt kan være glade og taknemmelige for.
Mange glade hilsner til alle jer fra alle os.
Annie

Der er ikke angivet noget sted