2020-03-31 15:00

Nyhedsbrev 2, med sang

Kære dejlige Blixen-damer.

Det føles som en evighed siden vi sidst var sammen og det kan være hårdt, ikke at have socialt samvær.

Men vi er jo heldigvis nogle friske Blixen-damer med stort gå-på-mod og godt humør.

Mange af os har helt sikkert brugt tiden på at få gjort forårsrent, lagt puslespil, læst bøger, puslet i haven, strikket og hæklet eller malet et flot billede. Vi har jo så mange gode interesser.

Det er fantastisk at se, hvordan hele Danmark er ”rykket sammen” med fælles sang og musik på TV og altaner. Det giver en rigtig god fælleskabsfølelse, selvom vi sidder og kvidrer alene hver for sig i vores hjem eller i fælleskab på hver sin altan.

Jeg er blevet bekendt med denne sang som siger alt. Du kan høre den på YouTube og synge med. https://www.youtube.com/watch?v=ZfOPBY6MBGw

 

HVIS ALTING NU VAR SOM ALTID

Hvis alting nu var som altid,
så havde jeg åbnet mit hjem,
og budt dig – som altid – på kaffe,
og som altid gi`t dig et klem
Hvis alting nu var som altid,
så kunne vi mødes et sted,
og vi kunne sagtens vær` mange,
og alt det, vi kender, ku` ske.

Og måske vi så ville tænke:
Den blev som altid, den dag.
Kan hænde, vi helt enkelt glemte,
hvor endeløst rige vi var
-mens alting endnu var som altid.
For intet er ligesom før,
vi samler os ikke om bordet,
som mennesker altid gør.

Ja, alt er så underligt stille.
Og ingen ved helt, hvad der sker,
og hvad det betyder for spurve,
og planter og alt det, som er.
Måske ser jeg verden lidt bedre,
når samfundet går lidt i hi
-alt livet som myldrer omkring os,
og alt, som gør jorden rig.

Når ingenting er som altid,
så burde vi skrive en sang,
om hvordan vi vil, det skal være,
når dette er ovre engang.
Og måske vil første vers lyde:
at nu vil jeg åbne mit hjem
og byde – som altid – på kaffe
og gi` dig – som altid – et klem.

(Sindre Skeie; dansk oversættelse v. Tine Illum)

Vi, i styregruppen håber at I alle har det godt og vi glæder os og ser frem til at vi skal ses igen, hvilket Mette Frederiksen forsigtigt har stillet os i udsigt, inden al for så længe.

Nyd det gode vejr og på glædeligt gensyn

Annie

 

 

 

 

 

 

Der er ikke angivet noget sted
Der er ikke angivet noget sted

Kontakt os

Du er velkommen til at skrive til Blixen Klub ved at benytte den følgende formular. Når du sender formularen godkender du samtidig Blixen Klub's privatlivs-politik, som du kan finde her på websiden. Det er en forudsætning for, at vi kan registrere din henvendelse og vende tilbage til dig. Du vil høre fra os snarest muligt.